Turist i "egen by" 🏙️

Emil

Selv om vi har været i Toronto i mere end tre måneder, er det begrænset, hvor mange flueben vi har sat ved byens obligatoriske seværdigheder. Det har vi dog indhentet lidt af på det seneste. Blandt andet et besøg af mine forældre henover påsken gav en oplagt lejlighed til at være turist i "egen by".

Ingen tur til Toronto uden et besøg i CN Tower, byens ikoniske vartegn. Da CN Tower stod færdig i 1976, var det med sine 553 m verdens højeste fritstående bygning. Siden er det blevet overgået på forskellige måder, så i dag er den korrekte, men knap så mundrette formulering, at CN Tower er den højeste fritstående bygning på land på den vestlige halvkugle.

Udover at opfylde et lavpraktisk behov for radio- og TV-transmission, der på daværende tidspunkt var udfordret grundet det stigende antal skyskrabere i byen, så var CN Tower i høj grad et prestigeprojekt. Formålet var at spænde den canadiske industris muskler over for omverdenen. Der er løbende lavet tilføjelser til byggeriet, som har givet anledning til flere rekorder. Tårnet har f.eks. den højeste udvendige hands-free gangsti på en bygning og det højest beliggende glasgulv. Den mest mystiske rekord er nok, at restauranten på øverste etage har verdens højest beliggende vinkælder - om det er en god rekord for en kælder, ved jeg ikke.

CN Towers elevatorer bevæger sig med 22 km/t, og efter knap et minut befinder sig på observationsdækket, 346 m over jorden, med propper i ørene. Udsigten er helt fantastisk. På en klar dag kan man se til både Niagara Falls og et stykke ind i USA. Selv om vi kunne ane land på den anden side af Lake Ontario - en af de mange søer, der adskiller USA og Canada - så slørede disen udsigten en smule. Til gengæld stod Toronto knivskarp under os med sin typisk amerikanske gitter-opbygning, der ligner noget fra et computerspil. Efter en rundtur på observationsdækket kan man gå en tur glasgulvet, hvor kun godt 6 cm glas skiller fødderne fra den frie luft.

Udsigten den anden vej fik vi i den efterfølgende weekend, hvor vi hoppede på havnecruise. Toronto har ikke et kanalsystem eller en gennemgående flod, så havnerundfarten handler mest af alt om at opleve byens skyline i første parket. Med solskinsvejr og skyfri himmel i særklasse, fik vi sørme også skyline for alle pengene.

Foruden CN Tower har vi også aflagt besøg hos Toronto Zoo og Casa Loma. Sidstnævnte er byens eneste slot og har en ganske interessant historie. Den korte versions er, at soldat, finansmand og iværksætter Henry Pellat gennem slutningen af det 19. århundrede var med til at gennemføre nogle banebrydende moderniseringer af Toronto, blandt andet ved af udnytte vandkraft i Niagara Falls og ved at indføre elektricitet i byen. Det tjente han en frygtelig masse penge på, som han blandt andet postede i opførslen af sit nye residens Casa Loma.

Casa Loma er indbegrebet af eksklusivitet. Der er ikke sparet nogle steder - tvært i mod - og listen af bombastiske og ekstravagante tiltag er lang. Blandt andet kan det nævnes, at rummene blev udstyret med i alt 59 telefoner, og det siges, at slottets telefoncentral på daglig basis håndterede flere opkald, end der blev foretaget i hele Toronto.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og historien med Henry Pellat ender da også med, at han går fallit og må skille sig af med Casa Loma og auktionere al indbo.

Mandag den 8. april var der solformørkelse i Mexico, USA og Canada. Formørkelsen var total i blandt andet Niagara Falls, godt 60 km i lige linje fra Toronto. I selve Toronto blev ca. 95% af solen dækket, da formørkelsen var på sit højeste. Vejret bød desværre på et næsten solidt skydække, så man så ikke meget til solen. Men mørkt blev det naturligvis. På et par minutter gik det fra højlys dag til nattehimmel, tændte gadelygterne og lysshow i CN Tower.