Bruce-halvøen 🦫

Som afslutning på en uges ferie fra studie og job drog vi i sidste weekend på køretur.

Niagara-skrænten, et UNESCO Biosphere Reserve, strækker sig over mere end tusinde kilometer gennem Nordamerika, blandt andet på tværs af det sydlige Ontario fra Niagara Falls og langs den østlige side af Bruce-halvøen, vores destination.

Fredag morgen kørte vi fra Toronto i det flotteste solskinsvejr. Vejret var på vores side hele weekenden på trods af de foregående dages kulde og blæsevejr. Første stop var byen Owen Sound, der ligger i bunden af Bruce-halvøen og med sine godt tyve tusinde indbyggere er den største i området. Inden vi nåede byen, slog vi et smut forbi Inglis Falls, det største af tre vandfald, der ligger i området omkring Owen Sound. Den korte vandrerute, der fører tættere på vandfaldet, var desværre lukket, så vi måtte nøjes ved at nyden lyden og synet på afstand. Dele af floden var stadig frosset til, men se og is gjorde sig nu alligevel godt i det flotte vejr.

Fra Owen Sound kørte vi langs kysten til den næste by Wiarton. Vi fandt ikke et eneste sted at holde ind på kystvejen, så udsigten var mest til glæde for passageren.

Wiarton var en overraskende hyggelig by. Det er ikke meget liv, vi møder uden for Toronto - det er nok årstiden, der gør det - men Wiarton virkede lidt anderledes. Her oplevede vi for alvor den åbenhed og snaksaglighed, canadierne er berygtede for, men som lader til at være afdæmpet lidt i Torontos stress og jag.

Ligesom mange andre steder i Canada og USA fejres Groundhog Day i Wiarton hvert år den 2. februar. På denne dag spår murmeldyr i hele Nordamerika om forårets kommen: Hvis dyret ser sin egen skygge, når det lukkes ud af sit bo, vil det trække sig tilbage, og vinteren fortsætter endnu seks uger. Ser dyret ikke sin skygge, ja, så bliver det tidligt forår. I år er vi så heldige, at foråret kommer tidligt. Det kan vi godt mærke.

I Wiarton gør man lidt ekstra ud af Groundhog Day. Her er det murmeldyret Wiarton Willie, der hvert år spår om forårets kommen. Den oprindelige Wiarton Willie er dog for længst gået bort, så i dag bruges navnet vidst bare om det murmeldyr, der er nu engang er centrum for dagens begivenheder. Wiarton Willie er så at sige udødelig, og han er sågar foreviget på havnen i form af en ikke så lille statue.

Fredagens sidste stop var byen Lion's Head, hvor vi skulle overnatte. Med undtagelse af en skole, hvor der netop var ringet ud, var byen fuldstændig død. Livstegn fandt vi dog på Mom's Pizza, byens pizzaria og mødested, og (heldigvis!) vores Airbnb-vært. Hos sidstnævnte, en flink mand med snakketøjet i ordet, oplevede vi for første gang en sund portion skepsis overfor Toronto. Da vi fortalte, at vi er danskere, der for tiden bor i Toronto, lød svaret noget i retning af "oh, that's also a ... nice place to visit ... sometimes." Det må være Ontarios pendant til et stereotypisk jysk forhold til København. Dejligt!

Dagen efter fortsatte vi nordpå til Tobermory, Bruce-halvøens nordligste by og indgang til Bruce Peninsula National Park. Vi begyndte på parkens turistkontor, hvor vi blev taget imod med glæde. Vi har umiddelbart de eneste besøgende, og det virkede ikke til, at personalet havde synderligt meget at lave, så besøg "all the way from Denmark" var et højdepunkt. Der blev tændt for en lille biograf, der viste en kort film om parken - umiddelbart også kun for vores skyld. God service!

Bruce Peninsula National Park dækker det sidste store stykke uberørte skov i det sydlige Ontario. Det betyder, at man blandt andet har mulighed for at møde en amerikansk sortbjørn, hvis den altså ikke ligger i hi, og en masse anden unik fauna og flora. Man kunne bruge mange dage og uger i parken, men med 300 km landevej tilbage til Toronto, havde vi kun en halv dag. Så vi måtte vælge. Syd for turistkontoret er en anden indgang til parken, hvor fra en masse forskellige vandreruter begynder (man kan blandt andet gå 900 km til Niagara Falls). Her traskede vi rundt i skov og op og ned at klippeformationer langs Georgian-bugtens krystalklare vand. Vi stødte også på noget, vi ikke havde set længe: andre mennesker!

Turen hjem gik ad lange og snorlige landeveje. Særligt den første del af turen var nærmest livløs, og antallet af biler, vi mødte, kunne tælles på en hånd. Da vi nærmede os Toronto, ændrede det sig naturligvis. Kontraster.